Det kan blive en prismæssigt kølig sommer.

Sådan lyder det fra Danish Crown, hvor man peger på, at sommeren – sammen med tiden op til jul – plejer at være det tidspunkt på året, hvor efterspørgslen er størst.

I stedet sænker Danish Crown noteringen på svin med 20 øre, og noteringen på søer med 40 øre.

- Lige nu er det svært at finde lyspunkter i landende omkring os, så derfor prøver vi så vidt muligt at afsætte vores produkter på markederne uden for Europa. Vi har en bredere markedsadgang end de fleste af vores konkurrenter, og den håber vi at kunne profitere af i den nuværende situation, siger underdirektør i Danish Crowns eksportafdeling Søren Tinggaard i torsdagens markedsberetning.

Heri fremgår det, at det er en kombination af en række faktorer, der lige nu påvirker markedet i negativ retning. Eksempelvis stiger produktionen af svinekød lige nu i Europa, mens forbruget er mindre end normalt for årstiden.