- Vi har tradition for at have et godt skue, hvor fagligheden er sat i fokus.

Ordene er formand for Landsskuet i Herning, Kristian Gade, der ser frem til godt vejr og mange gæster i den kommende uge.

- Vi kommer desværre ikke uden om, at vejret også er en vigtig medspiller i, hvorvidt skuet bliver en succes, så vi håber på godt vejr, siger han, der allerede er mere end tilfreds med antal tilmeldte dyr og maskinudstillere.

- Vi har en stærk samling af blandt andet malkekvæg i år. Det er her i Herning, at elitedyrene mødes, så det alene gør det værd for den professionelle landmand at møde op.

- Vi vil være førende inden for det område, fastslår formanden, og håber, at det fremstår tydeligt, at niveauet løftes år for år.

Præsenterer erhverv

- Vi skal både præsentere vores erhverv, for de der ikke kender så meget til os, samtidig med at vi skal have noget, der kan udvide den viden, den professionelle landmand allerede har. Det skal være muligt at fremvise det, vi er stolte af, og samtidigt få bedømt vore dyr eller varer i forhold til andre på samme niveau, pointerer Kristian Gade.

Ifølge programmet skulle åbningstalen blandt andet have været holdt af kommende statsminister Lars Løkke Rasmussen. Han har desværre, om end forventeligt, måttet melde afbud, da der torsdag er samling i Folketinget.

- Vi er da ærgerlige over det. Vi skal jo vise, hvad vi kan, og hvad vi står for, også til landets førende politikere, men han har en forhåndsinvitation til næste år. Så gør vi det bare der, siger Kristian Gade, der glæder sig over, at Hernings borgmester Lars Krarup og formand for Landbrug og Fødevarer, Martin Merrild, gæster skuet.