Vestjyllands Andel med nyt rekordoverskud
103 millioner kroner i overskud er rekord for Vestjyllands Andel. Medlemmerne får igen i år 35 millioner kroner i overskudsbetaling.
Grovvarekoncernen Vestjyllands Andel kan igen præsentere et
rekordoverskud. Denne gang lyder det på 103 millioner kroner efter skat.
Det er en halv million kroner mere end sidste år.
- Det er et flot resultat, som vore ejere, ledelse og medarbejdere har alt mulig grund til at være stolte af, siger formanden for Vestjyllands Andels bestyrelse, gdr. Leif Haubjerg, No ved Ringkøbing i en pressemeddelelse.
Koncernens omsætning i regnskabsåret 2014/15 blev på 1,755 milliarder kroner, hvilket er omkring fem procent mindre end sidste års omsætning.
- Selv om vores omsætning i kroner er faldet lidt i forhold til sidste år, har vi solgt det samme målt i tonnage, siger direktør Carsten Lauridsen.
Driftsresultatet i grovvareselskabet Vestjyllands Andel blev godt 63 millioner kroner, hvilket er det samme som sidste år.
- Hertil kommer så resultatet fra andre virksomheder i ind- og udland, hvor Vestjyllands Andel er medejer.
Det gode resultat kommer også medlemmerne til gode.
- Vi udlodder i år 35 millioner kroner i overskudsbetaling og resten af overskuddet konsoliderer vi ind i selskabet. Det er godt halvdelen af resultatet i selve grovvareselskabet, som vi udlodder. Dermed har vi over de seneste 13 år udloddet tilsammen 273 millioner kroner til vores medlemmer, og det er vi faktisk lidt stolte over, siger Leif Haubjerg.