Flere landmænd kan have krav på landbrugsstøtte
NaturErhvervstyrelsen er ved at undersøge, om en afgørelse i EU-Domstolen har indflydelse på flere landmænd her i landet
Ingen af de sager, som dommen har betydning for, bliver dermed forældede, imens styrelsen undersøger dommens betydning for andre sager om landbrugsstøtte. Dermed konstaterer styrelsen, at der kan være flere landmænd, der ellers har fået afslag på landbrugsstøtte for arealer i lufthavne – eksempelvis sikkerhedszoner – som alligevel er berettiget til støtte.
- Torsdag den 2. juli kom EU-Domstolen med en afgørelse i Demmer-sagen. EU-Domstolen afgjorde, at der under visse betingelser godt kan udbetales landbrugsstøtte for arealer i lufthavne som for eksempel sikkerhedszoner. EU-Domstolen går dermed imod de klare retningslinjer for landbrugsstøtte, som Europa-Kommissionen tidligere har pålagt Danmark, skriver NaturErhvervstyrelsen på sin hjemmeside.
Styrelsen er nu ved at undersøge, hvilke sager det drejer sig om, og suspenderingen af forældelsesfristen gælder fra den 2. juli. Endnu er det uvist, hvor længe den gælder.





































