Tyske Horsch er specialist i teknik til såning og jordbearbejdning, men sammen med sprøjtefabrikanten Leeb fylder teknik til plantebeskyttelse nu mere og mere.

Det succesfulde partnerskab med udvikling af ny og forbedret teknik, herunder en unik patentanmeldt bomstyring, BoomControlPro, har gjort efterspørgslen efter marksprøjter fra Horsch Leeb ganske stor. Horsch investerer og udvider nu sprøjtefabrikken i Landau an der Isar, til det dobbelte.

Horsch Leeb Application Systems har det sidste år oplevet stor vækst i salget inden for teknik til plantebeskyttelse, således steg omsætningen i afdelingen med plantebeskyttelsesteknik med 56 procent fra 2013 til 2014. En følge af, at Leeb plantebeskyttelsesteknik er blevet introduceret af Horsch på eksportmarkedet i lande som Frankrig, England, Polen og Danmark.

En nyudviklet bomstyring, BoomControlPro, der hæver kapaciteten og giver flere sprøjtetimer samt mindre afdrift, er en medvirkende årsag til det stigende salg af både selvkørende og trailersprøjter.

Ny kunststoftank

Ud over oprustning af produktionskapaciteten for det eksisterende program, med selvkørende Leeb PT 280 og Leeb GS trailersprøjter, er der skabt mulighed for produktion og udvikling af nye modeller. Det gælder blandt andet en ny Leeb PT 330 selvkørende sprøjte, som nu er frigivet til salg i 2016.

En ny serie trailersprøjter med modelbetegnelsen, Leeb LT, præsenteres senere i år på Agritechnica. Leeb LT er udstyret med nyudviklet kunststoftank i tankstørrelser på 4.000, 5.000 og 6.000 liter. LT modellerne kan som basis udrustes med manuelle håndbetjente ventiler samt armaturer og kan på topmodellerne udstyres med samme luksuriøse teknik som sine større søskende, Leeb GS 6-7-8. GS sprøjterne er udstyret med rustfrie tanke og high-tech betjening, hvor alt styres elektrisk fra førersædet.

Horsch Maschinen GmbH beskæftiger samlet omkring 1.100 ansatte. Med udvidelsen på sprøjtefabrikken i Landau vil der yderligere blive skabt nye arbejdspladser. I sprøjtefabrikationen alene blev der allerede sidste år ansat 30 nye medarbejdere.

Horsch har sit hovedsæde i Schwandorf i det nordlige Bayern.