Danske solbæravlere lukker
Lave priser på solbær tvinger danske avlere ud af produktion. Fynsk avler lukker trods rekordhøst.
For andet år i træk bliver afregningsprisen på solbærrene katastrofalt lav, og det får ifølge Dansk Gartneri mange avlere til at trækket stikket og lægge produktionen om, skriver Fyens.dk.
- Allerede sidste år lagde mange om, og det danske areal med solbær kan blive yderligere halveret efter denne sæson, siger konsulent Anne Fabricius til Fyens Stifttidende.
Afregningspriser på 60-80 øre pr. kilo sætter bundrekord. Reelt kan det ikke betale sig at høste bærrene.
Polske gartnerier har, siden Polen kom med i EU i 2004, fået landbrugsstøtte, og en del af pengene er blevet givet som støtte til solbæravlere, så de kunne udvide produktionen.
- På det tidspunkt var der gode priser på solbær, så det var det, polakkerne satsede på. Der blev tilplantet omkring 10.000 hektar, og det har slået bunden ud af markedet, forklarer Anne Fabricius.
Resultatet er et marked, der er overmættet, og det rammer de danske solbæravlere hårdt, fordi de høster senere end kollegerne syd for grænsen, og fordi produktions-omkostningerne i Danmark er højere end i Polen.
En af dem, der rammes af den store polske produktion, er gartner Anders Ploug-Sørensen fra Horneland ved Faaborg.
Efter 32 år som solbæravler vælger han at nedlægge sine 30 hektar med solbær.
- Det er så ærgerligt, for det bliver simpelthen en rekordhøst i år. Vi når nok op på omkring 350 ton. Men vi skal vist være glade, hvis indtægten lige rækker til at dække udgiften til gødning og kemikalier, siger han til avisen.













































