BL-ros til NaturErhvervstyrelsen
Det er helt fornuftigt at lave en generel fristforlængelse for såning af MFO-afgrøder, mener man hos Bæredygtigt Landbrug
Det betyder, at MFO-afgrøderne senest skal være i jorden den 3. september. Og fra Bæredygtigt Landbrug (BL) er der rosende ord til NaturErhvervstyrelsen:
- Den beslutning kan jeg ikke rose nok. NaturErhvervstyrelsen skal i den grad have ros for, at de har kæmpet for at få ændret MFO-tidsfristen. Det er helt fornuftigt at lave en generel fristforlængelse, og det er rigtigt godt at se, at de rigide regler ikke står i vejen for fornuft, når det berører så mange landmænd, lyder det fra chefjurist i BL Nikolaj Schulz.
I praksis betyder forlængelsen af tidsfristen, at landmændene ikke behøver at søge dispensation – som det i første omgang var lagt op til – men blot skal sørge for at få sået MFO-afgrøderne, inden den nye tidsfrist udløber.
Samtidig er fristen for nedpløjning af efterafgrøderne rykket en uge, så den nye frist her er den 27. oktober.
Og ifølge faglig direktør i BL Jørgen Evald Jensen er der ingen grund til, at landmænd bekymrer sig om udsættelsen af pløjekravet:
- Min vurdering er, at det ikke vil give problemer for landmændene at pløje en uge senere. De landmænd, der pløjer om efteråret, er typisk dem, der har tung lerjord, som man ikke vil forårspløje, og de kan sagtens leve med, at det er udsat en uge. Det vil jeg gerne stå fagligt på mål for, siger han.





































