EU har nu godkendt de PSO-lempelser, som et bredt politisk flertal vedtog i juli sidste år som led i Vækstpakken.

Lempelserne, der har form af tilskud, skal sikre, at el-intensive virksomheders konkurrenceevne ikke svækkes mærkbart af PSO-afgifter, lyder det fra Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet.

I alt bliver 1,1 milliard kroner målrettet industrien frem mod 2020.

- Der har været et godt og tæt samarbejde med EU omkring ordningen. Det betyder, at vi nu har fået en ordning, der sikrer, at de danske virksomheder, der trækker på meget strøm i produktionen, får forbedret deres konkurrenceevne på det europæiske marked, siger energi-, forsynings-, og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V) i en pressemeddelelse.

PSO-tilskuddet er målrettet virksomheder, som på grund af deres høje forbrug af elektricitet og stærk udenlandsk konkurrence tynges af PSO-tariffen. Det drejer sig konkret om 68 brancher.

Der skal laves en aftale

Det er ifølge ministeriet forventningen, at der kan gives cirka syv øre pr. kWh i tilskud til virksomhederne. Tilskuddets præcise størrelse afhænger af antallet af ansøgere og de tilskudsberettigede virksomheders elforbrug.

For at blive tildelt PSO-tilskuddet skal virksomheden indgå en aftale med Energistyrelsen om en række energieffektiviseringer. Virksomhederne forpligtiger sig således til at foretage energieffektiviseringer, selvom deres omkostning til elektricitet bliver mindre.

Ordningen er netop blevet godkendt og træder dermed formelt i kraft om nogle få dage.