- Vi har diskuteret NOx-afgiften frem og tilbage i årevis, men nu er tiden kommet til at afskaffe den, lyder det fra Karsten Lauritzen
Står det til regeringen, skal NOx-afgiften afskaffes.
Det lægger Venstre således op til i det finanslovsforslag, som
man tirsdag spillede ud med. I forslaget er der afsat i alt 2,4 milliarder
kroner til at lette skatter og afgifter – heriblandt altså NOx-afgiften.
- Vi har diskuteret NOx-afgiften frem og tilbage i
årevis, men nu er tiden kommet til at afskaffe den. Det vil ikke mindst
komme de dele af landet til gavn, der ligger uden for Hovedstaden, siger skatteminister
Karsten Lauritzen (V) i en pressemeddelelse.
Afskaffelsen af NOx-afgiften vil – hvis den
gennemføres – have virkning fra 1. juli 2016 og vil ifølge regeringen medføre
et varigt mindreprovenu på 340 millioner kroner.
NOx-afgiften er en afgift på brændsler, der
bliver udledt, når man eksempelvis forbrænder naturgas og biomasse. Formålet
med at pålægge virksomheder afgiften har været at
begrænse udledningen.
- Der vil sikkert være kritikere, som siger, at vi nu
skader miljøet. Men vi vil fortsat sikre, at Danmark indfrier sine
forpligtelser på miljøområdet, lyder det fra skatteministeren.
Foruden afskaffelsen af NOx-afgiften præsenterer
Karsten Lauritzen en række andre tiltag, som regeringen mener, vil lette
byrderne for erhvervslivet – herunder blandt andet en afskaffelse af
reklameafgiften og forbedrede muligheder for at overdrage virksomheder til
erhvervsdrivende fonde.