En selvkørende marksprøjte er ikke selvkørende for at kunne slæbe enorme vandmængder i stor højde over afgrøden. Med Danfoil-princippet kan man nå rigtigt langt med en 4.600, 5.300 eller en 6.600 liter tank.

Med Danfoils brug af lave væskemængder kombineret med en stor frihøjde, rækker den nye Airforce 1 selvkørende Danfoil-sprøjte til meget store arealer og til meget høje afgrøder, såsom raps og majs.

Som standard er frihøjden under sprøjtens chassis 1.250 millimeter, men kan øges op til 1.700 millimeter. Blandt andet kan sprøjten monteres med andre dækstørrelser end de 480/80 R46 dæk, der er på det første eksemplar af sprøjten, der er leveret til Gads Maskinstation i Sønderjylland.

Flydende gødning

Den store væskebeholder i forhold til Danfoils normalt sparsomme forbrug af væske begrundes dog i, at sprøjten også er monteret med en traditionel separat sprøjtelinje til flydende gødning.

Danfoilbommen med den ekstra sprøjtelinje er en tredelt 36 meter bred bom med ni sektioner, der ved brug af gps kan lukke hver enkelt sektion i for eksempel kiler. Bommen er selvnivellerende og har automatisk individuel bomløft samt mekniske afvigerled.

Der er bakkamera på sprøjten og LED-lys monteret på bommen.

Sammensat produkt

Det europæiske tilsnit til den ellers danskbyggede sprøjte udgøres af et chassis fra italienske Mazzotti, mens den komfortable kabine er leveret fra den tyske maskinproducent Claas.

Motoren er en 238 hk stor sekscylindret Perkins dieselmotor, der opfylder Tier 3B-standarderne for udstødningsgasser.

Ved kørsel kan der skiftes mellem tohjulsstyring og firehjulsstyring. Det sidstnævnte medvirker, at både forreste og bagerste hjulsæt følger samme spor og dermed forårsager mindre beskadigelse i afgrøden.

Sporvidden kan automatisk justeres fra 2,0 meter til 2,25 meter, mens det er muligt at øge sporvidden helt op til 1,7 meter.