Gratis rådgivning til nordjyske landmænd
LandboNord tager som de første i Danmark konsekvensen af krisen i landbruget, og tilbyder nu gratis rådgivning til nordjyske landmænd
De seneste prognoser for landbruget er alarmerende, og flere bedrifter mangler øjeblikkelig rådgivning til at kunne flytte deres resultater.
- Vi oplever desværre ofte, at flere landmænd ikke har mulighed for at investere i den nødvendige rådgivning, så de kan ændre den negative udvikling, de befinder sig i. Derfor har vi taget konsekvensen og tilbyder nu 200 nordjyske landmænd et rådgivningsbesøg kvit og frit til en samlet værdi af over en million kroner, så de har noget at arbejde videre med, siger adm. direktør i LandboNord Uffe Bertelsen.
Mulige indsatsområder findes
Initiativet om gratis rådgivning kører efter først-til-mølle-princippet. Ved henvendelse til LandboNord vil man blive bedt om at sende oplysninger om bedriften, så rådgiverne kan vurdere potentialet. Næste skridt i rådgivningen vil så være et to-timers besøg ude på bedriften, hvor mulige indsatsområder vil blive diskuteret.
- LandboNords rådgivere vil være eksperter på den aktuelle problemstilling. Under bedriftsbesøget vil der blive udpeget potentiale- og fokusområder, der kan arbejdes videre med, siger Uffe Bertelsen.
Fremmer fremtidsudsigterne positivt
Formand for LandboNord Niels Vestergaard Salling ser den gratis rådgivning som et nødvendigt initiativ med gode perspektiver.
- Det er vores måde at sætte handling bag ordene, når vi siger, at der skal gøres noget nu. Mit håb er, at LandboNords investering i gratis rådgivning kan være med til at fremme fremtidsudsigterne i en positiv retning for mange hårdtarbejdende landmænd, siger Niels Vestergaard Salling.
Det er LandboNords planteavlskonsulent, Søren Greve Olesen, som står for det koordinerende arbejde i forbindelse med den gratis rådgivning. Han er sikker på, at rådgivningen vil gøre en forskel.