John Deere er fra november 2015 klar til at markedsføre sit udstyr, der kan måle gyllens indhold af N, P og K samt tørstofprocenten
Det er længe siden, John Deere løftede sløret for sit
udstyr, der, mens man kører med gyllevognen, kan måle og registrere gyllens
indhold af N, P og K under udbringningen.
Til november varsler John Deere, at dets »Manure Sensing«
udstyr er klar til at komme ud i praktisk funktion. Først og fremmest ser den
store maskinproducent maskinstationerne som de oplagte brugere af systemet,
fordi det hermed er muligt at levere dokumentation for den ønskede
næringsstoftildeling i den konkrete mark til kunderne.
En sensor i det lodrette rørstykke fra pumpe til fordeler
måler indholdet af N eller endnu mere relevant det plantetilgængelige ammonium
N (NH4-N) og kan, hvis man indstiller det til at være doseringsreferencen,
automatisk afpasse traktorens hastighed efter den ønskede tildeling til markens
konkrete afgrøde. Tilmed vil det være muligt med udstyret automatisk at tildele
marken plantetilgængeligt kvælstof efter et elektronisk markkort, hvor
variationer på marken er registreret.
Tilpasser sig gyllen
John Deere påpeger, at der med udstyret vil være mulighed
for at overvåge og kompensere for variationer i gyllen, der måske er rørt op
flere dage før udbringningen og derfor kan have ændret sammensætning fra
begyndelsen til slutningen af arbejdet med at tømme en tank.
John Deere producerer ikke selv gyllevogne, hvorfor
udstyret er tiltænkt eksisterende fabrikater med pumper, der typisk yder et
konstant flow. For at manøvrere udstyret skal traktoren have gps og enten være
isobus-klar eller forsynes med et display til udstyret.