Fra L&F lyder der ros til transportministeren for at give landbrugsmaskiner med gummibælter adgang til statsvejene på forsøgsbasis
I en bekendtgørelse fra transportministeriet gives der nu
tilladelse i en forsøgsperiode fra 1. oktober til 1. december at færdes på
statsvejene med forhøjet vægt på køretøjer med gummibælter.
Det er Landbrug & Fødevarers erhvervspolitiske chef
Jannik Bay glad for.
- Vi håber, at så mange kommuner som muligt vil tilslutte
sig ministerens initiativ. Det vil lette hverdagen for både landmænd,
maskinstationer og andre virksomheder med tilknytning til landbrugserhvervet,
siger Jannik Bay.
Håber på en permanent løsning
I bestemmelsen har transportminister Hans Christian
Schmidt nu midlertidigt åbnet for en forsøgsordning frem til 1. december,
hvormed han har stillet en mere permanent lovændring i udsigt.
- Vi arbejder for, at lovgivningen bliver opdateret, så
den kommer på højde med den teknologiske udvikling. Alternativet til, at
bæltekøretøjerne kører på vejene er ofte, at de skal op på en blokvogn. Det er
vores vurdering, at trykket på vejen så bliver endnu større. At
bæltekøretøjerne færdes selv, vil i vores optik både skåne vejene og spare
landmænd tid og ressource, siger Jannik Bay, der tilføjer, at Landbrug &
Fødevarer arbejder for, at ordningen gøre permanent.
Forsøgsordningen omfatter kun statsvejnettet, men Trafik-
og Byggestyrelsen vil kunne tillade kørsel på det kommunale vejnet. Det kræver
dog, at den enkelte kommune selv tilslutter sig ordningen.