Græsklipper på larvefødder lister ind

En maskine med kæmpesakse og larvefødder bliver i disse dage testet i våde enge.

Køretøjet kan høste græs og siv i enge, hvor alle andre maskiner har været nødt til at give op. Det oplyser Naturstyrelsen, der er med til at støtte testen af den hollandsk byggede maskine. Et projekt, som også Aage V. Jensen Naturfond og Landbrug & Fødevarer støtter op om.

Målet er at støtte udviklingen af nye maskiner, der kan gøre en god forretning ud af at høste hø i de våde enge, der ellers ligger hen uden landbrugsdrift eller pleje.

- Forsøget med bæltekøretøjet tegner godt. Alt for mange våde enge bliver i dag hverken høstet eller afgræsset, fordi landmanden hverken kan skaffe dyr eller egnede maskiner. Det er et stort tab for naturen, når engene gror til, og levesteder for dyr og planter forsvinder. Samtidig er det et tab for landmanden, der går glip af vigtige indtægter, siger skovrider Jesper Blom-Hansen fra Naturstyrelsen i Vendsyssel på styrelsens hjemmeside.

Her fremgår det, at høet fra de våde enge i den kommende tid bliver omdannet til miljørigtigt biogas.

Læs også