Kineserne foretrækker dansk gris på middagsbordet. Og i år tyder alt på, at der bliver serveret flere svineører og grisehaler fra danske svin end nogensinde.

Med miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen i spidsen besøgte en dansk erhvervsdelegation i sidste uge Kina for at sætte yderligere skub i landbrugseksporten til det store kinesiske marked.

Nye eksporttal viser nemlig, at eksporten af dansk kød til Kina rundede to milliarder kroner fra juli 2014 til juni i år. Det er en stigning på 11 procent i forhold til samme periode året før.

- Danmark og Kina har traditionelt haft stærke diplomatiske bånd, og det har vi en gensidig interesse i at pleje. Kina er den helt store motor for eksport af danske fødevarer uden for EU, fortæller miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen til Effektivt Landbrug efter rejsen til Kina i sidste uge.

- Den voksende middelklasse er villige til at betale 50 kroner for et kilo kyllingefødder eller en liter øko-mælk, og efterspørgslen efter gode fødevarer vokser.

Fortsat barrierer

- Men der er fortsat barrierer, så vi skal have åbnet for, at danske virksomheder også kan sælge pølser, fjerkræ og mere økologi til de 1,3 milliarder kinesere, understreger Eva Kjer Hansen.

Nogle af ministerens opgaver var blandt andet at skubbe på Danmarks anmodning til de kinesiske myndigheder om at fjerne deres BSE-forbehold for dansk kød og at få en tilbagemelding på den kinesiske inspektion af Viking Genetics med henblik på at eksportere kvæggenetik.

Fælles om svineproduktion

Fra dansk side skulle der også bekræftes en fortsat interesse i at få etableret en fælles dansk-kinesisk model for samarbejde omkring svineproduktion.

- Det er en omfattende aftale omkring udstyr, genetik, rådgivning og praktisk erfaring til opbygning af en effektiv svineproduktion i Kina, fortæller Eva Kjer Hansen.

Hun afviser helt den bekymring, der har været fremme om, at man er i gang med at hjælpe kineserne til at kunne producere deres svin selv og dermed stoppe den lovende danske eksport.

- Vil man et troværdigt samarbejde, skal man gå helhjertet ind i det. Man opnår ikke noget ved at putte med det, som man kan. Man skal bidrage for at få noget igen, understreger hun.   

Hun er sikker på, at dansk landbrug også på den lange bane får noget ud af den store goodwill, som vi allerede har i Kina.

- Den kinesiske vicelandbrugsminister var i øvrigt meget imponeret over mit kombinerede ministerium af miljø og landbrug. Det var et af deres store mål, at se de to områder, miljø og landbrug, under ét. 

Mest mink

I Shanghai åbnede Eva Kjer Hansen én af verdens største fødevaremesser, hvorefter hun tog til Beijing for at mødes med seks ministerkollegaer fra henholdsvis ministerierne for fødevaresikkerhed, eksport og import, miljø, vand, skov og landbrug.

Minkskind har fortsat langt den største andel af eksporten til Kina – op mod tre fjerdedele af eksporten af landbrugsvarer til det fjernøstlige land. Dansk svinekød kommer ind på en betydningsfuld andenplads i eksporten til Kina.

Generelt er landbrugseksporten til Kina ellers stagneret det sidste års tid undtagen for kød og korn.