Sidste år slog danske vindmøller verdensrekord, oplyser Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet.

Samlet set leverede vindmøllerne, hvad der svarer til 42,1 procent af det samlede, danske elforbrug – og det var det højeste tal nogensinde. Og samtidig den største andel for noget land i verden.

- Verdensrekorden betyder, at Danmark vil være et udstillingsvindue for resten af verden. Vi viser, at man både kan have en ambitiøs grøn politik med en høj andel af vindenergi i vores energiforsyning, samtidig med at vi har meget høj forsyningssikkerhed, lyder det fra energi-, forsynings og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V).

Han mener desuden, at vindrekorden er en optimal platform for de danske virksomheder, der skal ud i verden og vinde markedsandele i den globale grønne omstilling væk fra fossile brændsler til blandt andet vindenergi:

 - Vi skal fortsætte omstillingen med grøn realisme, så vi fortsætter med at være foregangsland med større fokus på at få omkostningerne ned. Det er godt for klimaet, og giver danske virksomheder gode muligheder for at øge eksporten, skabe vækst og danske arbejdspladser oven på klimaaftalen på COP21 i Paris, for nu skal hele verden i gang med den grønne omstilling, som Danmark har over 40 års erfaring med.

Hos ministeriet er forventningen, at vindenergi i 2020 vil udgøre over 50 procent af vores elforbrug.