Landboforeningen LHN kom godt ud af 2015
Der er overskud for 8. år i træk hos landboforeningen LHN i Tinglev, denne gang med en lille kvart million.
Rådgivningscentret LHN har kunnet notere fremgang på stort set alle forretningsområder, og det dokumenterer det kæmpestore behov, der er for rådgivning blandt regionens landmænd.
Landmænd som igen i 2015 har været udfordret på en række områder, ikke mindst meget meget lave afregningspriser på mælk og svinekød. Derudover er landmændenes likviditet fortsat meget presset. Finanstilsynet har endnu ikke løsnet deres jerngreb om egnens pengeinstitutter.
LHN’s økologer er derimod gået mod strømmen. De har haft rekordhøje afregningspriser på stort set alle produkter. Hvilket også har resulteret i, at der blandt LHN’s kunder, er startet 5 op som økologiske nyomlæggere, og i 2016 kommer der flere til.
I 2015 sagde LHN goddag til ikke mindre end 5 nye medarbejdere, og udvidede dermed medarbejderstaben på flere nøgleområder til gavn for de mange kunder og medlemmer.
-Udover nye medarbejdere, har vi kunnet sige velkommen til en lang række nye kunder og nye forretninger og glæder os samtidig over, at kun ganske få har ønsket at få deres rådgivning et andet sted. Det er tegn på stor tilfredshed med mine mange dedikerede medarbejdere, oplyser LHN’s direktør Tage Hansen. -Og som noget helt usædvanligt kan det tilføjes, at LHN er den eneste landboforening i DK, der har en samlet fremgang i antallet af aktive og passive medlemmer. Det er vi meget tilfredse med, slutter Tage Hansen.
Foreningen holder generalforsamling tirsdag den 23. februar kl. 19.00 på den tyske efterskole i Tinglev. Som sædvanligt er der gæstetalere udefra, i år formanden for én af landets største landboforeninger, GEFION samt formanden for Vestjysk Landboforening - to formænd som har to meget forskellige syn på udviklingen inden for en række landbrugsrelaterede emner.







































