Fældet af landbrugspakken: Landboformænd dybt forundrede
Konservative slog på et pressemøde tirsdag aften fast, at man fortsat bakker op om den landbrugspakke, hvis talmateriale ser ud til at føre til ministerens fald.
Christian Lund, Sønderjysk Landboforening og kollagen i Landbo Syd, Mogens Dall, er begge dybt forundrede over, at Konservative tirsdag aften har udtrykt mistillid til miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V), som derved ser ud til at miste sin ministerpost.
- Jeg er ked af ministerens fald. Det må jeg indrømme. Det er umiddelbart et tab for mig og mine medlemmer. Men sådan her er politik også, når det er værst. Men det ærgrer mig, at Konservative ikke har sat sig ind i sagen, siger Christian Lund med henvisning til tallene bag landbrugspakken.
Burde være undgået
Kunne og burde Eva Kjer Hansen have undgået den her tilspidsede situation i dag tirsdag?
- Ja, det synes jeg. Men jeg synes heller ikke, hun har fået en fair behandling i det her forløb. Det er jo helt vildt, det der er foregået. Også politisk her tirsdag, vurderer Christian Lund.
Samtidig finder jeg det besynderligt, at Konservative vil forsøge at kapre stemmer på det her. Der er jo ikke én af alle kritikerne, der nogensinde kommer til at stemme på K, lyder det fra Sønderjyske Landboforenings formand.
Trist og utilstedeligt
Mogens Dall, der foruden at være formand for LandboSyd i Aabenraa, også er folketingskandidat for Venstre i det sønderjyske, kalder Eva Kjer Hansens sandsynlige afgang for trist, utilstedelig og politik, når det er værst.
- Taberne er fødevareklyngen og alle de mennesker, der har job derved.
- En umålelig miljøpåvirkning, kommafejl og minimalisme vinder. Det er typisk dansk at finde huller i osten i stedet for at glæde sig over ostens eksistens, lyder det fra Mogens Dall.
Konservative slog på et pressemøde tirsdag aften fast, at man fortsat bakker op om landbrugspakken. Det er således ifølge Konservative ukorrekte oplysninger til offentligheden og forligspartierne bag pakken, som ikke er acceptable for Konservative, pointerede K-formand Søren Pape Poulsen på et pressemøde tirsdag aften på Christiansborg.






































