Løkke ser intet grundlag for ministerfyring
Der er intet grundlag for en fyring af miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V).
Det slog hendes chef, statsminister Lars Løkke Rasmussen fast, da han tirsdag klokken 13.30 endelig fortalte, hvordan han forholder sig til, at De Konservative ikke længere har tillid til Eva Kjer Hansen.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen fortalte på pressemødet, at han har fuld tillid til Eva Kjer Hansen (V).
- Jeg har brugt tiden på at orientere mig i selve sagen. Forstået tallene og dybden og forsøge at forstå, om der skulle være givet urigtige oplysninger til Folketinget eller til forligskredsen, og det må jeg sige, at jeg har meget, meget svært at se skulle være tilfældet, sagde han.
Statsministeren har nu indkaldt de øvrige partier i blå blok til et møde tirsdag klokken 16. Findes der ikke en løsning der, så tyder det på, at der kommer et folketingsvalg.







































