Danskerne går mere op i økologi

Otte ud af ti danskere køber økologiske varer, og næsten hver anden indkøbskurv indeholder økologiske produkter ofte eller hver gang, turen går til supermarkedet

Tendensen er især båret af børnefamilier og kvinder. Og for tre ud af ti danskerne, der køber økologisk, er det vigtigere i dag, end det var for tre år siden. Det viser en ny befolkningsundersøgelse fra Buko.

Økologi er kommet for at blive. Således siger otte ud af ti danskere, at de køber økologiske produkter. Og hver syvende dansker lægger økologiske varer i indkøbskurven hver gang, turen går til supermarkedet. Blandt de danskere, der køber økologisk, siger hver tredje dansker, at det er vigtigere for dem at købe økologiske produkter i dag, end det var for blot tre år siden. Danskerne lægger især vægt på, at frugt og grønt, æg og mejeriprodukter er økologiske. Det viser en ny befolkningsundersøgelse foretaget af Epinion på vegne af Buko. Og den økologiske tendens vil fortsætte, mener man hos Buko:

”Undersøgelsen viser, at danskernes interesse for økologi bliver ved med at stige. Danskerne er blevet mere bevidste om de madvarer, de spiser. Det sker blandt andet i takt med, at danskerne har større fokus på sundhed. Vi kan også se i undersøgelsen, at mejeriprodukter er et af de områder, hvor flest danskere prioriterer økologi. Det er naturligvis en udvikling, som vi følger nøje,” fortæller Camilla Blicher Simonsen, Kategoridirektør for ost hos Arla Danmark.

Økologi flytter ind med barnevognen
Økologi er særligt vigtigt for børnefamilierne. Hver fjerde børnefamilie har økologiske produkter i indkøbskurven, hver gang de handler ind mod hver syvende af hele befolkningen. Således peger undersøgelsen på, at økologi fylder mere, når der kommer børn ind i billedet. Og det er især kvinderne, der er bevidste om økologi. Knap hver femte kvinde køber økologiske produkter hver gang, de handler ind. For mændene gælder det hver ottende.

Læs også