Sønderjysk Landboforening forventer at forståelsen for landbruget fortsætter under den nye minister
Fra Sønderjysk Landboforening vil vi byde velkommen til
den nye miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen. Vi håber han vil
fortsætte regeringens og blå bloks indsats for at skabe konkurrencedygtige
vilkår for landbrugs- og fødevareerhvervet.
Efter den seneste uges tids usikkerhed om
landbrugspakken, ser vi meget frem til, at der skabes ro, tryghed og opbakning
til at gennemførelsen af landbrugspakken fortsættes som planlagt. I landbruget
har vi brug for langsigtet planlægning - vi er allerede i fuld gang med at
tilrettelægge årets planteavl med de nye kvælstofnormer, så det er af
allerstørste vigtighed, at der ikke er tvivl om de politiske rammer vi har at
arbejde under.
Vi har samtidig hårdt brug for at få mulighed for at
udnytte kvælstoffet til at skabe mere værdi og kvalitet i vores markproduktion
med henblik på at opnå en bedre bundlinje. Samtidig forventer vi, at
landbrugspakken vil være med til at skabe grundlag for en bedre økonomi i hele
fødevaresektoren, fødevareindustrien og følgeerhvervene.
Derfor er det af helt afgørende betydning, at den nye
miljø- og fødevareminister holder fast og er i stand til at formidle og
iværksætte regeringens politik vedr. landbrugspakken og vækst i hele Danmark
med dynamik og energi. Der er rigtig meget på spil i hele landdistrikts
Danmark.
I landbruget og fødevaresektoren har vi ikke råd til andet!
Vi byder Esben Lunde Larsen velkommen til posten som
miljø-og fødevareminister, og ser frem til et godt og konstruktivt samarbejde.