Landboforening sagde klart nej til medlemskab af Bæredygtigt Landbrug

Der skulle stemmes om at melde DL Sydhavsøerne ind i Bæredygtigt Landbrug tirsdag aften.

En gentagelse af situationen fra 2012, hvor en hel landboforening under Landbrug & Fødevarer – Nordsjællands Landboforening - meldte sig ind i Bæredygtigt Landbrug, er blevet klart afvist hos DL Sydhavsøerne (DLS).

På landboforeningens generalforsamling tirsdag aften i Sakskøbing havde et medlem ellers foreslået, at landboforeningen skulle melde sig under fanerne hos Landbrug & Fødevarers konkurrerende organisation.

Vagn Larsen, som medlemmet hedder, havde fået vished om, at der i DL Sydhavsøernes område, Lolland-Falster og Møn, er 190 personer, der er medlem hos Bæredygtigt Landbrug. Med lidt over 700 medlemmer i DL Sydhavsøerne mener han, at det vil være oplagt at melde foreningen samlet ind i Bæredygtigt Landbrug.

De lidt over hundrede stemmeberettigede fremmødte på generalforsamlingen var dog langt fra enige. Landbrug & Fødevarers viceformand Lars Hvidtfeldt, der selv har sin gård på Falster, og direktør Flemming Nør-Pedersen var begge var til stede i Sakskøbing, og de kunne ånde lettede op, da resultatet blev læst op. Det blev en knusende sejr til nej-siden. Hele 91 procent stemte nej og kun 6 procent ja. De sidste par procent stemte blankt.

DLS-medlemmet og tidligere bestyrelsesmedlem i foreningen Peter Palle gav under debatten klart udtryk for, hvad han mente om forslaget.

- Det er ikke tilladt at have to kvinder i Danmark. Det er kun tilladt at have én. Jeg mener også, at det konflikter fuldstændig at være medlem af de to foreninger samtidig, idet man arbejder på to vidt forskellige måder. Og jeg har det dårligt med at Bæredygtigt Landbrug markedsfører sig ved at nedgøre vores dygtige medarbejdere både på Axelborg og Seges. Det er slet ikke mig, sagde han.

Læs mere fra generalforsamlingen torsdag i den trykte udgave af Effektivt Landbrug

Læs også