Mælkeproducenter i audiens hos paven
Europæiske mælkeproducenter har opsøgt en usædvanlig kilde i
deres søgen efter solidaritet med den vanskelige situation, de står i.
140 medlemmer af interesse-foreningen European Milk Board var onsdag i audiens hos paven i Vatikanet for at få hans opbakning samt personlig velsignelse af sig selv og deres familie.
- Paven taler fra hjertet til os mælkeproducenter, udtaler Romuald Schaber, præsident for European Milk Board. Han oplever, at Pave Frans støtter mælkeproducenterne i deres kamp for et fair og bæredygtigt landbrug og et mere retfærdigt økonomisk samfundssystem.
- Dyder som ydmyghed, bæredygtighed og respekt for, hvad du modtager fra naturen, er en stor del af vores liv. Pave Frans' velsignelse betyder meget for os, og har styrket os i vore bestræbelser på at opnå bedre produktionsvilkår, siger Romuald Schaber.