Vikarservice Syd har købt sig ind i Landbrugsvikarsyd ApS, og den lokale virksomhed med hovedkontor i Toftlund er nu oppe på 110 ansatte
To virksomheder bliver nu til én stor efter at
Vikarservice Syd i Aabenraa har købt sig ind i Landbrugsvikarsyd ApS i
Toftlund. Dermed er antallet af ansatte vikarer vokset til 110.
- Vi synes, det er fornuftigt at slå os sammen og dermed
blive endnu bedre til at dække hele Sydjylland med vores dygtige vikarer. Nu
har vi både ekspertisen og mandskabet til enhver opgave, siger direktør og
arbejdsfordeler Erling Sørensen.
Med en samlet omsætning på cirka 21 millioner kroner om
året bliver virksomheden nu landets største firma, som lejer vikarer ud til
landbrug. Firmaet ejer også et datterselskab, som driver hjemmeservice,
Hjemmeservicesyd ApS, samt datterselskabet Vikarservicesyd ApS, der lejer
vikarer ud til alt inden for byggeri og industri.
Vikarservice Syd ejer nu en tredjedel af
Landbrugsvikarsyd, ligesom også vikarerne selv ejer en tredjedel, og direktør
og arbejdsfordeler Erling Sørensen ejer en tredjedel.
- Vi har fra starten været en virksomhed, som er ejet af
medarbejderne i fællesskab, og det fortsætter vi med. Det er med til at
adskille os fra andre vikarbureauer, fordi det giver et helt særligt
engagement, at vores ansatte også er medejere, siger Erling Sørensen.