Økologisk Landsforening og Odsherred kommune går sammen om et kursus for kommende økologer. Kurset følger op på sidste års indsats for mere økologisk landbrug i kommunen
Nu kan landmænd i Odsherred Kommune komme på gratis kursus i økologi. Kurset, der afvikles over tre aftener i marts, er blevet til i samarbejde med Økologisk Landsforening, som står for indholdet og afviklingen af kurset.
Kurset henvender sig til alle landmænd, der overvejer eller har besluttet at gå økologivejen, og ligger i naturlig forlængelse af en indsats i 2015, hvor kommunens landmænd fik tilbudt et såkaldt omlægningstjek.
Det er første gang, økologisk Landsforening laver landbrugskurser sammen med en kommune, og initiativet glæder Peter Søndergaard, der leder indsatsen for omlægning i foreningen.
- Vi oplever en stor interesse for vores gratis omlægningstjek, men der er også behov for en faglig opfølgning efter omlægningstjekket hos landmænd, der vælger at gå videre. Derfor er det glædeligt, at Odsherred Kommune bakker op og gør det muligt at gennemføre kurset uden omkostninger for landmændene, siger Peter Søndergaard.
Skræddersyet indhold
Indholdet bliver skræddersyet efter deltagernes ønsker og behov, uanset om det er naturpleje, grøntsagsdyrkning, lokalt salg eller noget helt andet, der er interesse for, lover arrangørerne. Det er økologikonsulenterne Bjarne Hansen og Steen Nørhede, der står for undervisningen, som foregår i Odsherreds Iværksætterhus i Egebjerg.
- Målet er, at deltagerne får relevant og konkret viden om fx regler, sædskifter, husdyrhold og afsætning men også, at de får et fagligt netværk og bliver afklaret med hensyn til, om de skal søge autorisation, forklarer Peter Søndergaard.
Økologisk Landsforening gennemførte 42 omlægningstjek hos landmænd i Odsherred Kommune i 2015.
Tidspunkt: 2. marts, 9. marts og 17. marts kl. 17-21
Sted: Odsherreds Iværksætterhus, Glostrupvej 113 D, Egebjerg
Tilmelding: senest 26. februar til Anette Friis, annfr@odsherred.dk