Der var stor hæder til både mennesker og dyr fra I/S Hedelund på Agro Nord.
Hedelund blev Agro Nords helt store præmiesluger. Deres Aftershock-datter vandt afkomgruppe-konkurrencen. Koen blev desuden bedste ældre Dansk Holstein, og til slut løb hun med den helt store hæder, da hun vandt titlen som Miss Agro Nord.
Medindehaver af Hedelund Tage Christensen var overrasket og godt tilfreds med resultatet.
- Det er ABS, som har lånt hende, og de har virkelig klargjort hende flot. Hun har været udstillet før ved Agro Nord og ved Kimbrerskuet, hvor hun har fået ærespræmie. Selvom jeg troede på, at hun kunne klare sig i toppen, så turde jeg ikke håbe på, at hun løb med Miss Agro Nord-titlen, siger han.
Tage Christensen forklarer, at koen udover at se supergodt ud, også har meget mælk.
- Hun har over 13.000 kilo mælk i snit og står med den dagsydelse på 60 kilo, så hun giver godt med mælk, siger Tage Christensen.
Sølvmedalje for avls-indsats
Det var ikke kun koen, men også folkene bag Hedelund, der blev belønnet på skuet i går.
I/S Hedelund ejes og drives af brødrene Arne og Tage Christensen samt Tage Christensens søn Morten.
De har 230 køer på ejendommen i Aalestrup, hvor der satses en del på avlen.
Tage Christensen har været engageret i kvægavlen i Himmerland i mere end 40 år, og de mange års store indsats blev på skuet belønnet med Det Kgl. Danske Landhusholdningsselskabs sølvmedalje »Den fortiente til ære«, som sjældent uddeles.