Kinas svinebestand vil vokse med 25 millioner på to år
35 forskellige projekter med en finansiering på mere end 70 milliarder kr. i ryggen skal sørge for, at den samlede svinebestand i Kina vil vokse med 25 millioner grise inden 2018.
Der er fortsat enorme muligheder på det kinesiske marked for producenter af fødevarer og drikkevarer i takt med at købekraften stiger, og forbrugsvanerne ændrer sig blandt den gigantiske kinesiske befolkning.
Det gælder også for svineproducenter som Danish Crown og Tican, men nu ser det ud til at de danske slagterikoncerner og deres europæiske og amerikanske kolleger får kamp til stregen af det lokale marked i forhold til at levere svinekød til de kinesiske forbrugere.
Det skriver Danish Farmers Abroad med Global Meat News som kilde.
Kinas egen svinebestand vil nemlig vokse med adskillige millioner svin over de kommende par år.
Enorme investeringer
- Ifølge Global Meat News viser et dokument fra det kinesiske finansministerium således, at der er hele 35 svineprojekter enten i gang eller i støbeskeen i landet, fortæller Danish Farmers Abroad.
- Det mindste af disse projekter har fået støtte på mere end 30 millioner kinesiske yuan, mens de største projekter er finansieret med 4-5 milliarder yuan.
Samlet set bliver der spyttet hele 70 milliarder yuan – eller 72,7 milliarder kr. – i de 35 projekter på tværs af Kina, som tilsammen vil tilføre 25 millioner svin til den kinesiske bestand inden 2018.





































