Fem sydvestjyske borgmestre er gået sammen og skrevet et brev til fødevareminister Dan Jørgensen (S). Det skriver jv.dk.

Borgmestrene advarer i brevet om, at Danmark er langt hårdere ramt af Ruslandkrisen, end de fleste havde troet muligt.

- Krisen rammer især fødevareerhvervet, der er endt som et ufrivilligt offer i den politiske krise. Væksten og især arbejdspladserne i erhvervet er på spil, og det gælder særligt i vores lokalområde, hvor op imod 15 procent af alle beskæftigede arbejder inden for fødevareerhvervet, skriver borgmestrene ifølge jv.dk i brevet.

Venstre-borgmestrene – Erik Buhl fra Varde Kommune, Egon Fræhr fra Vejen Kommune, Erik Nørreby, Fanø Kommune, Johnny Søtrup, Esbjerg Kommune og Laurids Rudebeck fra Tønder Kommune – opfordrer i samlet flok fødevareministeren om at gennemføre punkterne i Landbrug & Fødevarers såkaldte Ruslandpakke.

Pakkeforslaget fra L&F tæller blandt andet et totalt stop for nye byrder – eksempelvis kravet om 24 procent ammoniakreduktion.

Dan Jørgensen deltager i disse dage i et eksportfremstød i Japan.