Hos Vestjysk Bank sidder man med et blodrødt regnskab.
Nedskrivninger på 684 millioner kroner i 2014 – hvoraf nedskrivninger
på landbrug udgør den største andel – tvinger nemlig bundlinjen ned i et minus
på 191 millioner kroner. Et resultat, som banken anser som "utilfredsstillende".
Og ifølge regnskabet skal banken nu blot tabe yderligere
35 millioner kroner i kernekapital, før man af Finanstilsynet tvinges ud i en
ny genopretningsplan, skriver Børsen.
- Vi skal igennem denne tåge, vi er i lige nu. Når vi
kommer om på den anden side, skal vi have lavet en ny forretningsmodel, som vi
kan arbejde med fremadrettet. Den opgave er hverken blevet større eller mindre
af det her resultat, siger Vestjysk Banks nye topchef, Jan Ulsø Madsen, til
Børsen.
Over for avisen betegner han landbrugets situation som ”voldsomt
kritisk”, men han ser samtidig lyspunkter inden for erhvervet – eksempelvis stigende svinepriser i de seneste uger.