Landmænd mister betalingsrettigheder
7.000 betalingsrettigheder, der ikke har været udnyttet i 2013 eller sidste år, bliver nu inddraget
I alt drejer det sig om 7.000 betalingsrettigheder – svarende til 5.900 hektar – der ikke har været udnyttet hverken sidste år eller året før.
- Det kan eksempelvis være landmænd, der i 2014 ikke indsendte ansøgning om enkeltbetaling eller fik afslag på den ansøgte arealstøtte, som nu får et brev om inddragelsen. I alle tilfælde blev betalingsrettighederne heller ikke udnyttet i 2013, skriver NaturErhvervstyrelsen på sin hjemmeside.
Her fremgår det, at styrelsen i år skal inddrage alle de betalingsrettigheder, som er i overskud i forhold til det ansøgte støtteberettigede areal under grundbetalingen. Det er ikke muligt at prioritere betalingsrettigheder i fællesskemaet for at undgå inddragelse:
- Derfor kan det være en fordel at sælge overskydende betalingsrettigheder til andre landmænd, lyder det.