Partnerskabet med Agrial-koncernen sker gennem DLG Food-selskabet Lammefjords Grønt.
I forbindelse med dagens repræsentantskabsmøde og
offentliggørelsen af 2014-regnskabet, meddeler DLG, at man har indgået et nyt
strategisk samarbejde i form af et joint venture med Agrial-koncernen, der er
blandt de største spillere på det franske marked for fødevarer og grovvarer.
Det sker som det første udenlandske landbrugsselskab,
ligesom som det var tilfældet i Tyskland for år tilbage.
Mens DLG’s aktiviteter ligger inden for landbrug, er Agrial
stærk inden for især fødevarer. De to selskaber omsætter tilsammen for næsten
90 mia. kroner.
- Agrial er et af de store andelsselskaber i Frankrig inden
for grovvarer og fødevarer, og derfor forventer vi os meget af samarbejdet. Vi
er allerede i Frankrig på markedet for vitaminer og mineraler til husdyr, og vi
ser store muligheder for sammen med Agrial at løfte både deres og vores
performance på det store franske marked, siger koncernchef i DLG, Kristian
Hundebøll.
Det nye joint venture er et samarbejde mellem DLG
Food-selskabet Lammefjords Grønt og den franske pendant Florette, der er
førende på convenience-grønt i Europa. Samarbejdet skal styrke de to selskabers
aktiviteter på convenience-grønt i Skandinavien og etableres i første kvartal 2015.