Markant tilbagegang for svineproducenter

I gennemsnit har de svineproducenter, hvis regnskaber Agri Nord har analyseret, haft en tilbagegang på knap 600.000 kroner i 2014

Agri Nord har præsenteret sin analyse af 22 svinebedrifters 2014-regnskaber, og tallene er røde.

Analysen viser nemlig, at bedrifterne havde et gennemsnitligt underskud på 58.000 kroner. Det tilsvarende tal for 2013 var et overskud på 528.000 kroner. Dermed er der en tilbagegang på 586.000 kroner, oplyser Agri Nord.

- Analysen omfatter både sohold og slagtesvinebedrifter, og det er soholdene, som har haft størst resultatnedgang i 2014, lyder det fra virksomhedsrådgiver i Agri Nord Jørgen Cæsar Jensen.

Han peger på, at noteringen er faldet fra 11,38 kroner til 10.35 kroner fra 2013 til 2014, og det sætter sit tydelige præg på det økonomiske resultat:

- Der er faktisk en stigende effektivitet, men det bliver ædt op af den lave pris, der også påvirker den værdi, som søer sættes til i regnskabet. Det drejer sig i gennemsnit om 1.000 kroner pr. so, og de analyserede bedrifter har i gennemsnit 700 søer. Samlet set svarer årets driftsresultat til, at svineproducenterne har haft et dagligt tab på 1.000 kroner. Det dækker naturligvis over udsving, så der er også producenter, som er kommet ud med plus på bundlinjen.

Modsat de mælkeproducenter, hvis regnskaber Agri Nord også har analyseret, har svineproducenterne ikke formået at afdrage betydeligt på gælden i 2014. Her er tallet kun 138.000 kroner til afdrag på gæld.

Læs også