Netop nu eksploderer schweizerfrancen, efter at den schweiziske nationalbank (SNB) pludseligt har droppet sit kursloft for francen over for euroen – et loft som den ellers har brugt milliarder på at forsvare, og som den i 2011 garanterede at forsvare benhårdt.


Jens Schjerning, finansanalytiker i AgroMarkets, forudså for et par måneder siden i Effektivt Landbrug, at loftet ville blive brudt. På den baggrund rådede han de få landmænd, der endnu ikke var kommet ud af deres schweizerfranc-lån, til at skynde sig ud.


Nu er bruddet så sket.


- Den schweiziske nationalbank kunne simpelt hen ikke holde til markedspresset længere. I den kommende tid vil francen finde et nyt leje, og et meget usikkert gæt fra min side er, at lejet kan blive omkring 9-10 kroner, siger Jens Schjerning.


Lige nu er kursen på alpevalutaen omkring 1 euro, efter at have været styrket til omkring 0,87 eurocent i minutterne efter den overraskende handling.


SNB sænker samtidig renten til minus 0,75 procent.


Jens Schjerning forudså i øvrigt allerede for flere år siden stigninger i schweizerfrancen i modsætning til, hvad langt de fleste andre analytikere vurderede. Dengang var lånene meget populære i landbruget, men da alpevalutaen så efterfølgende steg, blev mange danske landmænd tvunget til at lukke lånene ned med milliard-store tab til følge samlet set.

Siden 2011 har den schweiziske valuta været holdt i et jerngreb af den schweiziske nationalbank på et niveau omkring 1,20 euro.

Læs mere i Effektivt Landbrug fredag.