Energistyrelsen uddeler millioner af kroner til projekter, der skal resultere i, at flere tunge køretøjer kommer til at køre på biogas
Energistyrelsen uddeler fredag knap 10 millioner kroner,
som skal fremme udbredelsen af biogas i den danske transportsektor.
Pengene uddeles til både infrastruktur og til lastbiler og
busser, der kører på biogas. Forventningen er, at puljen resulterer i 50-100
nye, tunge gaskøretøjer over de næste tre år.
Forud for udmøntningen af puljen har Energistyrelsen
udarbejdet en analyse, der afdækker de centrale rammevilkår, som er forbundet
med gas i den tunge transport. Med udgangspunkt i resultaterne er puljemidlerne
rettet mod projekter, der er tæt på at kunne drives ved egen kraft – og som
involverer biogas.
Ifølge Energistyrelsen har man modtaget seks ansøgninger
til puljen med et samlet ansøgt beløb på 25,6 millioner kroner. Energistyrelsen
har prioriteret at give støtte til fem projekter. Det drejer sig om projekter
rettet mod både lastbiler til godstransport, busser og renovationskøretøjer
samt gastankstationer.
- Puljen vurderes at være en nødvendig starthjælp til
projekterne, som vil resultere i fire nye offentligt tilgængelige
gastankmuligheder og udvidelse af yderligere to eksisterende stationer. Samlet
bidrager det betydeligt til det nationale net af gastankstationer i Danmark,
lyder det fra Energistyrelsen.
Baggrunden for puljen er, at der i Energiaftalen 2012 blev
afsat 20 millioner kroner til initiativer med gas i tunge køretøjer.
Den anden og sidste runde af puljen ventes udmøntet i
slutningen af 2015.