Ausumgaard har vundet årets Fighter Pokal fra energiselskabet OK, og med prisen følger 100.000 kroner
Efter tre ugers afstemning på Fighter Pokalens hjemmeside
løber herregården Ausumgaard nu af med prisen og pokalen – og en check på
100.000 kroner.
Det er energiselskabet OK, der overrækker prisen til en af
landets små og mellemstore virksomheder. Og i år blev Ausumgaard altså dette
års Fighter.
- Vi er rigtig, rigtig glade og meget stolte.
Medarbejderne har været så nervøse over, om vi kunne hente stemmer nok i
forhold til, at vi kun er 20 medarbejdere, lyder det fra Maria
Lundgaard-Karlshøj, der ejer Ausumgaard med sin mand, Kristian
Lundgaard-Karlshøj.
De overtog herregården, der ligger ved Hjerm mellem Struer
og Holstebro, i 2007. Sammen har de udviklet den gamle herregård til mere end
traditionelt landbrug. De har blandt andet åbnet gården for
oplevelsesarrangementer og nicheproduktion.
Begge dele – sammen med en række andre tiltag – har resulteret
i ny tilgang af medarbejdere.
Ved afstemningen kunne der også stemmes på Tange
Frilandsgartneri og Bila A/S.
Ausumgaard får overrakt de 100.000 kroner og Fighter
Pokalen den 5. november.