Efter en artikel i Jyllands-Posten har Danish Crown torsdag udsendt en pressemeddelelse, hvor man kraftigt tilbageviser historien.

I historien, som er viderebragt af flere medier, kan man læse Danish Crown leder efter ekstern kapital og - sådan tolker slagteriselskabet Jyllands-Postens artikel - har nært forestående planer om en børsnotering. Det har dog intet på sig, lyder det fra Danish Crown.

- Jeg er rystet over journalistens udlægning af vores samtale. Jeg afviste klart og understregede, at vi i øjeblikket overhovedet ikke er der, hvor vi kigger på en børsnotering, og vi har heller ikke nye drøftelser med investorer i den sammenhæng, siger Erik Bredholt, formand for Danish Crown, i pressemeddelelsen.

Danish Crown undrer sig over, at Jyllands-Posten ikke desto mindre har valgt at bringe historien mod bedrevidende.

- Vi er ikke bekendt med, hvem de anonyme kilder i avisen er, men der er under alle omstændigheder tale om kilder, som ikke har noget indgående kendskab til Danish Crown. Det er både dårlig journalistik og manglende research fra en landsdækkende avis, som ønsker at profilere sig på erhvervsstof, siger kommunikationsdirektør i Danish Crown Anne Villemoes.

Historien har givet anledning til, at Danish Crown er blevet kontaktet af en række finansielle samarbejdspartnere, som undrer sig over avisens udlægning, oplyser selskabet selv.

Artiklen er opdateret 12:48