Minkavler John Papsø og dyreværnsorganisationen Anima er nået til enighed, inden langstrakt sag skulle for Højesteret
Der er indgået forlig mellem minkavler John Papsø – samt
flere andre berørte bestyrelsesmedlemmer i Dansk Pelsdyravlerforening – og dyreværnsorganisationen
Anima og dennes daglige leder Joh Raasthøj Vinding i en række injuriesager. Det skriver
Kopenhagen Fur på sin hjemmeside.
Her fremgår det, at sagen, som Anima og Joh Raasthøj Vinding tidligere
tabte i Østre Landsret, skulle have været for i Højesteret i dette efterår,
idet sagen – hvor John Papsø blev tilkendt 50.000 kroner i godtgørelse – blev anket.
Men et par uger inden hovedforhandlingen i Højesteret
nåede parterne altså til enighed.
- Det er virkelig hjerteblod for mig og min familie. Det
har ramt meget hårdt at blive beskyldt for dyremishandling. Jeg er stolt af min
farm og det arbejde, vi laver her. Jeg ved, at mine kolleger i bestyrelsen, som
Anima og Joh Raasthøj Vinding også beskyldte for dyremishandling, har haft det
på samme måde. Det er derfor helt på sin plads, at beskyldningerne nu er trukket
tilbage, siger John Papsø til Kopenhagen Furs hjemmeside.
På Animas hjemmeside udtrykker Joh Raasthøj Vinding imidlertid også
tilfredshed:
- Forliget er en stor sejr, fordi dyreværnsorganisationernes
ytringsfrihed er intakt. Vi har stadig ret til at kalde minkavl for
dyremishandling – for det synes vi jo, det er, når man indespærrer vilde rovdyr
i små bure.
Her kan du læse forligsteksten.