Slagteriarbejdere nedlægger arbejdet

Ændringer i akkorden har medført, at omkring 200 medarbejdere hos Danish Crown i Herning er gået hjem

Torsdag bliver der ikke slagtet flere svin hos Danish Crown i Herning.

Omkring 200 medarbejdere har nemlig valgt at nedlægge arbejdet. Det oplyser Danish Crown.

- Arbejdsnedlæggelsen er overenskomststridig og sker som en konsekvens af, at Danish Crown inden for overenskomstens rammer undersøger, hvordan slagteridrift i Danmark kan gøres mere konkurrencedygtig. I den forbindelse er der netop installeret ny teknologi på slagteriet, som betyder ændringer i akkorden for medarbejderne i den afdeling, der udbener forender, skriver Danish Crown på sin hjemmeside.

Ifølge Danish Crown holdt de 34 ansatte i den pågældende afdeling møde og valgte derefter at gå hjem, hvorefter omkring 150 kolleger i andre afdelinger fulgte trop.

Svin, der allerede er blevet sendt til slagtning, vil blive omdirigeret til andre slagterier.


Læs også