Øko-bier bevæger sig ud på større områder

Det bliver nu muligt at have økologisk biavl i områder, hvor der også er enkelte konventionelt dyrkede arealer uden for omdrift

De fælles EU-regler for økologisk biavl indeholder blandt andet krav om, at man i placeringen af bigården skal tage højde for, at bigården ikke må være i nærheden af områder, hvor der bruges pesticider eller bejdset såsæd.

Med udgangspunkt i en kortlægning foretaget af Aarhus Universitet har NaturErhvervstyrelsen i tæt dialog med blandt andre Økologisk Landsforening og Landbrug & Fødevarer fundet en løsning for, hvordan reglerne kan implementeres i Danmark. Det skriver NaturErhvervstyrelsen på sin hjemmeside.

Det bliver således nu muligt at have økologisk biavl i områder, hvor der er udover økologisk landbrug også er enkelte konventionelt dyrkede arealer uden for omdrift. Ændringen træder i kraft fredag.

- Der er dermed flere egnede områder til økologisk biavl, og flere eksisterende områder er blevet udvidet, så det samlede areal stiger fra 2.000 hektar til nu 5.000 hektar, lyder det fra NaturErhvervstyrelsen.

- Ud over de kortlagte arealer vil der i fremtiden være mulighed for flere områder for økologisk biavl. Hvis mindre ikke-økologiske landbrugsarealer dyrkes uden brug af pesticider eller bejdset udsæd, og biavleren kan dokumentere dette, vil NaturErhvervstyrelsen i fremtiden godkende området til økologisk biavl.




Læs også