Vækst i Vissenbjerg

I går var der rejsegilde på en ny kontorfløj på 600 kvadratmeter hos Centrovice.

11 milioner kroner plus en ny parkeringsplads.

Det er prisen for udvidelsen hos rådgivningsvirksomheden Centrovice i Vissenbjerg. Det blev oplyst ved rejsegilde onsdag, der foruden landboforeningens bestyrelse og de tilknyttede håndværkerfirmaer også havde deltagelse af mange af centrets omkring 150 medarbejdere.

I de to etager på hver 300 kvadratmeter vil det til jul, hvor byggeriet står færdigt, være kvægafdelingen og økonomiafdelingen for kvæg, som primært rykker ind i de nye lokaler. Men også udviklingsafdelingen og dyrskueadministrationen får plads i bygningen. Endelig vil der i den fulde kælderetage være depotrum og andre faciliteter.

Pladsmangel i de eksisterende bygninger har bevirket, at en udvidelse har været påkrævet. Foruden personaleudvidelser i årets løb er Skovdyrkerforeningen Fyn flyttet fra Agrogården i Ringe, som Centrovice sidste år skibede af til Gislev Rejser. Endvidere kommer endnu en tidligere lejer fra Ringe, ejendomshandler Birthe Pedersen, også til Vissenbjerg. Ejendomsfirmaet rykker ind 1. marts.

- Vi bygger ikke til, fordi vi lejer andre lokaler ud i centret. Men dels havde vi selv behov for mere plads, blandt andet til møderum, og så vil vi gerne fremstå som et center, hvor kompetencer for den grønne sektor samles, påpeger direktør Louise Helmer.

Også bestyrelsesformanden Niels Rasmussen understreger, at Centrovice ønsker at være et grønt vækstcenter.

- Det er vor strategi at knytte relaterede virksomheder til os, og samtidig er huset et symbol på vækst for landbrugserhvervet.

Oprindelig var planen at opføre to runde bygninger på hver 300 kvadratmeter foran centret, men det er endt med en firkantet bygning på to etager på ialt 600 kvadratmeter plus kælder.

- Ambitionen var et kreativt byggeri, men projektet er landet et sted, der rummer både økonomi og folkesjæl, lød det fra formanden, da han gav den endnu rå bygning et skudsmål ved onsdagens rejsegilde.

 

Læs også