En kløende hund eller kat er noget af det mest frustrerende – både for dyret og ejeren. Jeg ser det ofte i klinikken: Dyr, der klør og slikker sig konstant, nogle gange så voldsomt, at de får sår og betændelse i huden. Og vi ved jo selv, hvor irriterende det er, når det klør. Man kan ikke finde ro, og sådan har dyrene det også.

Når en hund eller kat begynder at klø sig mere end normalt, er det første, man skal tænke på: Er der lopper? Mange bliver overraskede, for man ser dem sjældent. Kun omkring fire procent af lopperne er på dyret – resten gemmer sig i omgivelserne.

Brug en tættekam og kig efter små sorte prikker i pelsen. Hvis du gnider dem ud i vådt vat, og det bliver rustfarvet, er det loppeekskrementer – altså et sikkert tegn. Er der lopper, skal de behandles – for eksempel med pipetter i nakken, halsbånd eller tyggetabletter.

Hvis der ikke er lopper, og dyret stadig klør sig, må man undersøge videre. Der kan være tale om andre hudproblemer eller parasitter – og det skal en dyrlæge hjælpe med at udelukke.

Allergi kan være årsagen

Når alt det er tjekket, og kløen stadig er der, må vi overveje allergi. De to mest almindelige former er foderallergi og miljøallergi (også kaldet atopisk dermatitis). Begge dele kan give kløe, øreproblemer, rød hud og pels, der ser trist ud.

Her spiller eliminationsdiæt en vigtig rolle. Det lyder teknisk, men princippet er enkelt.

Vi kan vælge at skifte foderet ud med et foder, som kun indeholder én animalsk proteinkilde, som hunden eller katten ikke har fået før, eller vi kan vælge et hydrolyseret foder, hvor proteinerne er spaltet til en så lille størrelse, at kroppen ikke kan genkende dem.

Der er fordele og ulemper ved begge typer. Et hydrolyseret foder udelukker alle foderallergener på én gang – det er nemt og sikkert, men også dyrt, og udvalget er begrænset.

Lang eliminationsperiode

Et foder med ny proteinkilde er ofte billigere og findes i flere varianter. Til gengæld skal man være meget opmærksom på ingredienslisten. Mange produkter indeholder flere animalske proteiner, end navnet antyder – for eksempel æg, som også kan give reaktion. Det kan derfor kræve lidt mere prøven sig frem, før man rammer rigtigt.

Eliminationsperioden varer i 8-12 uger, hvor dyret kun må få det nye foder. Ingen godbidder, tyggeben eller madrester. Det er den eneste måde, vi kan finde ud af, om maden er problemet.

Hvis kløen forsvinder, kan vi langsomt teste nye fødevarer én ad gangen. Hvis det derimod ikke hjælper, kan det være miljøallergi, som kræver en anden form for behandling – ofte livslang, men stadig med god effekt.

Mit budskab er enkelt: En kløende hund eller kat skal ikke bare »gå med det«. Der er hjælp at hente – og jo før man sætter ind, jo gladere bliver både dyr og ejer.