Sympatikonflikt sættes i bero: Davidsen Landbrug vil stadig få afhentet sin mælk, imens sagen kører
Den varslede sympatikonflikt mod Davidsen Landbrug bliver ikke iværksat som planlagt den 15. juni. FH har valgt at suspendere konflikten, indtil Arbejdsretten har taget stilling til den sag, som Arbejdsgiverforeningen KA har anlagt mod hovedorganisationen.

Kent Davidsen driver Davidsen Landbrug A/S, som aktuelt er omdrejningspunkt i en konflikt mellem fagbevægelsen og arbejdsgiversiden. FH har midlertidigt suspenderet den varslede sympatikonflikt, mens Arbejdsretten behandler sagen. Arkivfoto: Anne Wolfenberg
I forbindelse med torsdagens indledende retsmøde i Arbejdsretten har Fagbevægelsens Hovedorganisation meddelt, at de suspenderer den sympatikonflikt, som 3F og en række FH-forbund ellers ville have indledt mod Davidsen Landbrug A/S mandag den 15. juni.
Det betyder, at konflikten sættes på pause, mens Arbejdsretten behandler den sag, som Arbejdsgiverforeningen KA har anlagt mod FH. Det betyder også, at Davidsen Landbrug fortsat vil få afhentet sin mælk helt som normalt.
- Vi havde inden det indledende retsmøde opfordret FH til at suspendere sympatikonflikten, så vi er tilfredse med beslutningen. Suspenderingen betyder, at vi sikrer den fornødne tid og ro til en fair og ordentlig rettergang, og det må være i alles interesse, siger KA-direktør Karsten Høgild i en pressemeddelelse.
Han ser frem til, at Arbejdsretten behandler sagen.
- Vores argument er, at når en mælkeproducent ikke kan afsætte sin mælk, kan han ikke drive sin virksomhed. Derfor mener vi, at sympatikonflikten er helt ude af proportioner. Vi har tidligere set, at Arbejdsretten har sat foden ned og konkluderet, at fagbevægelsen er gået for vidt i konkrete konflikter, og det mener vi også bør være udfaldet i denne sag, siger Karsten Høgild.
Datoen for hovedforhandlingen bliver fastsat i næste uge.




































