Den danske markrobot FarmDroid FD20 får nu international eksponering i den seneste episode af den populære Prime Video-serie Clarkson’s Farm, som havde premiere fredag.

I programmet anvendes den autonome markrobot på Jeremy Clarksons bedrift, Diddly Squat Farm, hvor den demonstrerer, hvordan automatiseret såning og mekanisk ukrudtsbekæmpelse kan reducere arbejdsforbruget og samtidig understøtte en mere bæredygtig planteproduktion.

Jeremy Clarkson fik første gang øje på FarmDroid under den britiske landbrugsmesse LAMMA 2025, hvor han ledte efter løsninger, der kunne mindske behovet for manuelt arbejde på bedriften. Her blev han især imponeret over robotens evne til både at så og bekæmpe ukrudt med høj præcision.

FarmDroid FD20 arbejder fuldautomatisk og benytter GPS-teknologi med en præcision på ned til otte millimeter. Ved at registrere den præcise placering af hvert enkelt frø kan robotten efterfølgende udføre mekanisk ukrudtsbekæmpelse både mellem og i afgrøderækkerne.

Ifølge virksomheden kan teknologien være med til at reducere behovet for planteværnsmidler, skåne jordens struktur og samtidig mindske arbejdskraftbehovet.

- At vores robot bliver vist i en international succes som Clarkson’s Farm, viser, at autonome markrobotter ikke længere er fremtidsteknologi. Landmænd står over for stigende produktionsomkostninger, mangel på arbejdskraft og skærpede krav til bæredygtighed. Autonome systemer kan hjælpe med at håndtere disse udfordringer og samtidig understøtte bedrifternes indtjening, siger Kristian Vest Warming, adm. direktør i FarmDroid.

Ny og større robot på vej

Samtidig med TV-eksponeringen løfter FarmDroid sløret for næste generation af markrobotter.

Virksomheden oplyser, at der arbejdes på en større og mere kapacitetsstærk robotplatform, som skal kunne arbejde ved højere hastigheder og dække større arealer end den nuværende FD20-model.

Den nye robot forventes lanceret på markedet i september 2026.

Maskiner