Lantmännen øger indtjeningen markant og fortsætter investeringerne
Lantmännen har i de første fire måneder af 2026 et højere driftsresultat end i samme periode sidste år. Alle selskabets divisioner har ligeledes leveret bedre resultater end de første fire måneder i det forgangne år. Nettoomsætningen er samtidig steget med 3,4 procent fra samme periode sidste år.

Magnus Kagevik, adm. direktør i Lantmännen. Arkivfoto: Lantmännen
Det svenske grovvareselskab Lantmännen har fået en stærk start på 2026, hvor man har et driftsresultat på 552 millioner svenske kroner (379,3 millioner danske kroner) for de første fire måneder. Det er markant højere end samme periode sidste år, hvor overskuddet lød på 362 millioner svenske kroner (248 millioner danske kroner).
Samtidig har alle Lantmännens divisioner leveret en vækst sammenlignet med samme periode sidste år. Det til stor glæde for grovvareselskabets adm. direktør Magnus Kagevik.
- Lantmännen starter året stærkt med en positiv udvikling i alle divisioner, på trods af stigende geopolitisk og økonomisk usikkerhed. I landbrugsdivisionen er forbedringerne i Lantbruk Finland og Lantmännen Maskin særligt glædelige, og i energidivisionen bidrag højere ethanpolpriser til en stærkere indtjeningsudvikling i Lantmännen Biorefineries, siger han i en pressemeddelelse.
Frasalg af datterselskab
Lantmännen meddelte tilbage i juni 2025, at man frasolgte sit datterselskab Swecon til Volvo.
Først fra 1. februar 2026 var Swecon-divisionen ikke længere en del af Lantmännen, og den er derfor opført som en ophørt aktivitet i henhold til regnskabsreglerne i IFRS 5. De anførte beløb og nøgletal referer derfor til Lantmännens resterende aktiviteter, eksklusive Swcon-divisionen.
Magnus Kagevik lader dog forstå, at man allerede er på udkig efter nye områder, hvor man kan styrke selskabet.
- Vi fortsætter også med at foretage opkøb for at opbygge nye indtjeningsbidrag efter frasalget af Swecon, siger han.
Positive divisioner
Alle divisionerne i Lantmännen har klaret sig bedre de første fire måneder af 2026 end i samme periode 2025.
Landbrugsdivisionen har et overskud på 158 millioner svenske kroner (108,6 millioner danske kroner) sammenlignet med 78 millioner (53,6 millioner danske kroner) i 2025.
Det skyldes især, at al forretning inden for Landbrug Sverige udviklede sig positivt, ligesom man havde en god høst i 2025. Resultatet i Landbrug Finland var bedre end det negative resultat i de første fire måneder af det forgangne år, og så havde Lantmännen Maskins et forbedret resultat, som primært var drevet af en positiv udvikling i ingeniørforretningen.
Energidivisionen leverede et overskud på 140 millioner (96,2 millioner danske kroner) mod 97 millioner (66,7 millioner danske kroner) sidste år. Det skyldes det forbedrede resultat i Lantmännen Biorefineries, hvor en højere ethanpolpris bidrog positivt. Lantmännen Aspen leverede samtidig et stærkt resultat.
Food-divisionens overskud lyder på 237 millioner (162,9 millioner danske kroner) kontra 228 millioner (156,7 millioner danske kroner) i 2025. Her skyldes forbedringen primært den positive udvikling inden for Scan Sweden med øget salg, effektiv produktion og købet af Lindvalls Chark i maj 2025.
Ejendomsdivisionens overskud landede på 119 millioner (81,8 millioner danske kroner), og var dermed en forbedring fra 108 millioner (74,2 millioner danske kroner) i samme periode sidste år. Det forbedrede resultat forklarer Lantmännen blandt andet med bedre indtjening i den eksterne udlejningsvirksomhed.
Stærk positioneret
Med det positive kvartalsregnskab i ryggen ser Lantmännen-direktøren positivt på fremtiden og på grovvareselskabets position i markedet.
- Lantmännen har en stærk finansiel position, og vi fortsætter med at udvikle os godt i et miljø i forandring. Ved at investere i profitabel vækst i hele Lantmännens værdikæde skaber vi samtidig nye muligheder for svensk landbrug og bidrager til en konkurrencedygtig, bæredygtig og langsigtet sikker fødevareproduktion i Sverige, siger Magnus Kagevik.











































