Debat: Sådan lykkedes det at bringe dansk landbrug til fald

Af Landmand og planteavlskonsulent, Cand.Agro., Hans Otto Sørensen

Det landbrug, som skabte grundlaget for vores alles velfærd, gennem et enormt arbejde af alle involverede, både i landbruget og i følgeerhvervene, med markarbejdet, med dræning, grøftning, og anlæg af veje, med grundgødskning, kalkning og mergling, med diger, med læhegn, med arbejdet i staldene, med store investeringer både fra den enkelte landmand, men også fra smeden, tømreren, elektrikeren, mejeriet, slagteriet, foderstoffirmaet, både de private og de fælles, andelsejede selskaber, bare for at nævne nogle; listen er ikke udtømmende.

Investeringer med store risici, taget af den enkelte og af fællesskaberne, og somme tider forgæves, når sygdom, uheld, tørke, dårlige priser, etc. ramte.

Knokkelarbejde, ødelagte rygge og knæ, nedslidte før tiden, men altid med et mål forude: »Det skal lykkes«. Hvis jeg og min familie arbejder hårdt nok, så vil det lykkes.

Og det lykkedes; Vi udviklede et af verdens bedste landbrug; Dansk Landbrug blev et forbillede for andre landes landmænd, og for deres besluttende myndigheder.

Det lykkedes over al forventning. Det store slid i landbruget og i alle tilknyttede erhverv, de små og store investeringer bar frugt; Danmark blomstrede. Vi blev et velfærdsland. Vi blev – som nation – et rigt land. Et rigt Danmark.

Kløften mellem land og by vokser

Det lykkedes alt for godt. For nogle mennesker i vort land blev det siden for meget. De begyndte selv at få det så godt, at de kunne begynde at sætte spørgsmålstegn ved alting. Og de kendte ikke eller ville kendes ved historien om den danske velstand og baggrunden for denne; tidligere generationers hårde slid. Og de forstod ikke landbrugets og følgeerhvervenes betydning for landdistrikterne. Og de forstod slet ikke sammenhængen mellem det primære landbrug, følgeerhvervene og livet i landdistrikterne.

Samtidig var der færre og færre mennesker, der havde en baggrund fra landet. Indbyggere i byerne, som havde en far eller mor, bedstefar eller bedstemor, som kom fra landdistrikterne, blev færre og færre. Den familiære tilknytning og historie svandt ind.

Derved opstod med tiden en kløft mellem befolkningen på landet og befolkningen i de store byer, ikke mindst befolkningen i landets hovedstad.

Den forståelse, der tidligere havde været for nødvendigheden af en sikker forsyning med fødevarer, en sikker forsyning for alle, også i krisetider, herunder også en sikker forsyning for andre end de danske, forsvandt langsomt. Med den forsvandt også forståelsen for landbrugsproduktionens nødvendighed, ikke alene for mad til indbyggerne i byerne, men især for landbrugsproduktionens nødvendighed for indbyggerne i landdistrikterne, der jo tjener deres levebrød i eller af landbruget.

Den manglende forståelse, måske iblandet en snert af misundelse overfor dem, der lever på landet, øgede langsomt kløften mellem land og by.

Landmanden som syndebuk

Dertil kom en ny generation af veluddannede mennesker, der vendte sig imod produktionen i Danmark, og bekendte sig til socialistiske ideologier, hvor netop den »frie« landmand i stadig større grad blev opfattet som en fjende; som roden til alt ondt, for årsagen til alt, der gik galt eller, som man påstod, var galt. Dermed skabtes med tiden et billede af landmanden som samfundets fjende. Vi ser således, hvordan nogle af regeringens ministre og medlemmer af Folketinget i dag møder landmanden med stor afstandtagen, ja endog med foragt.

I stedet for at disse mennesker ville vende blikket indad og se på deres egen og ligesindedes livsførelse, der jo ovenikøbet indebærer en langt større belastning af miljøet end landmandens og hans ansattes livsførelse, valgte man at gå løs på landbruget og på landdistrikterne.

En langsigtet strategi mod landbruget?

Og i dag tegner der sig et tydeligt billede af, at en alliance mellem stærkt venstreorienterede politikere og meningsdannere, Danmarks Naturfredningsforening, visse andre NGO’er for måske 25 år siden lagde en plan for, hvorledes de skulle få afskaffet det danske landbrug; det var der jo ikke brug for længere, og det lå i vejen for, at de kunne komme ud og nyde »naturen«.

Men hvis de havde taget de rigtige steder hen i Danmark, ville de have fundet masser af fin natur, masser. Men det ville de tydeligvis ikke lade sig nøje med.

Og alt tyder nu på, at de lagde en plan og fandt en række elementer, restriktioner, forhindringer, byrder, m.m., der blev lagt ned over landbruget, sådan lidt efter lidt. Og metoden til at få landbruget til at acceptere disse var den samme hver gang: »Hvis I ikke accepterer dette, kommer vi med noget, der er endnu værre!«

Så landbruget resignerede og accepterede. Samtidig håbede landbruget så på, at nu fik man fred en tid, og så drev uvejret nok over, når de andre blev klogere. Det skete aldrig.

Så freden blev kort. Så der kom nye krav, ledsaget af nye trusler om endnu værre krav, og landbruget rettede ind igen, selvom mange enkelte landmænd advarede.

I dag er det tydeligt, hvad strategien har været, netop som ovenfor beskrevet. Og nu, med tre nye, meget landbrugsfjendtlige ministre og et meget, meget landbrugsfjendtligt regeringsprogram, bør alle nu kunne se det.

Derfor bør landbruget nu sige stop. Helt stop. Erklære den grønne trepart for død og borte, få den begravet, og trække sig fra de lokale grønne treparter.

Krav, restriktioner og nye byrder

Vi får brug for al jord til landbrug i fremtiden, skal vi bevare sikkerheden for forsyninger med fødevarer i Europa og sikre, at verdens CO2-udslip ikke stiger, når stærkt kulstofholdige regnskovsområder skal dyrkes op og fødevarerne derfra sejles til Europa. Eller maden skal komme fra lande med langt større CO2-belastning pr. produceret enhed.

Og med en mere end halvering af landbrugsarealet vil der også blive mindre kornavl, dermed mindre halm til fortrængning af fossile brændstoffer i varmeproduktionen og produktion af nye specielle produkter til erstatning for plastik, olier, cremer, etc.

Og lad mig så lige se på de elementer, på midlerne i den strategi, der bragte landbruget i den katastrofale situation, hvor det står i dag.

De første reguleringer ændrede erhvervet

Egentlig startede det allerede i halvfemserne med de første spæde tiltag. Nogle af de første var egentlig gode nok, som udgangspunkt, men krævede betydelige investeringer og øgede dermed gældsbyrden (og startede dermed den kraftige strukturudvikling). Gyllebeholdere, bedre udnyttelse af husdyrgødningen, arealkrav til besætninger, etc. Dyrkningsforbud langs mange vandløb. Heldigvis lykkedes det en række stålsatte landmænd at reducere effekten af dette tiltag, men helt væk kom det ikke.

Men så kom tåbelige krav om efterafgrøder, der reducerede det dyrkede areal med vintersæd, og erstattede det med mindre ydende vårafgrøder, og mindskede dermed den enkelte landmands indtjening betydeligt, og det uden, at det har haft nogen målbar effekt på miljøet. Dertil kom krav om underoptimal gødskning af afgrøderne; det kostede også virkelig meget på bundlinjen, både på den korte, men også på den lange bane.

Den grønne omstilling rammer landbruget

Så kom dyrkningsforbuddet på § 3-arealerne. Det betød meget for mange landmænd, der mistede græsnings- og grovfoderarealer. Det skete i øvrigt uden en reel kompensation (altså var det reelt en slags tyveri af den enkelte landmands ejendom).

Dertil kom krav om braklægning; i dag er det kun i Danmark, at dette krav findes. Det gav yderligere økonomiske tab, samt betød, at nogle landmænd måtte finde mere jord for at skaffe harmoni i bedriften.
Så kom kravene om CO2-afgift, tvungen ødelæggelse af landbrugsjord ved oversvømmelser eller skovtilplantning, alt sammen noget, der rammer mange landbrug særdeles hårdt, så hårdt, at mange vil bukke under og forlade deres erhverv, hus og hjem.

Så har jeg endda slet ikke skrevet om de indvundne områder langs fjorde, langs havet og indlandsøer, der igen er sat under vand, og landbrugsarealet således også på denne måde er formindsket.

Så kom kravene om udlæggelse af BNBO-arealer, hvor der ikke er betalt en fuldstændig kompensation.

Kvælstofkrav og grundvandsbeskyttelse

Nu kom så kvælstofhammeren med dramatiske krav i nogle områder om reduktion af gødskningen med kvælstof. Krav, som vil være helt umulige for en række landmænd at opfylde, også de dermed må lukke. Og mens de lukker, fortsætter urenset spildevand med kvælstof, fosfor, medicinrester, PFAS og kemirester at fosse ud i fjordene fra de danske byer. Så hvad hjælper det her, at landmanden forsvinder?

Nu kom så kravet om at tage yderligere mere end 200.000 hektar ud af dyrkningen for angiveligt at beskytte grundvandet. Danmark har verdens strengeste lov for anvendelse af plantebeskyttelsesmidler, og den førende professor udtaler klart og tydeligt: »Der er ikke problemer med pesticidrester i grundvandet!« Danmark har noget af verdens bedste grundvand. Men ingen lytter. Og nu siger det tidligere Enhedslistemedlem, nu miljøminister, at der ikke engang skal forhandles om kompensation. Det er foragt for landbruget, for den enkelte landmand og for indbyggerne i landdistrikterne.

Ulve, husdyr og manglende respekt

Foragten for landbruget og dets udøvere ses også tydeligt i ulvedebatten, hvor nogle meningsdannere helt åbent siger, at ulvene skal have forrang for husdyr og mennesker, og fortsat skal have lov at brede sig og sønderrive, dræbe og lemlæste vores dyr i markerne.

Samtidig stilles der helt særegne og specielle danske krav til husdyrholdet, der også vil udhule økonomien heri, og føre til et dramatisk fald i husdyrproduktionens størrelse. Dermed vil også mængden af husdyrgødning falde, og dermed falder grundlaget for flere biogasanlæg væk, og vi kommer ikke til at kunne erstatte naturgassen med biogas.

En erhvervsgren på vej mod afvikling

Dertil kommer en lang række danske særregler for drift af landbrug og liv på landet, som i den grad også svækker landbruget. Det vil føre alt for vidt at nævne alt her. Lad mig kun nævne kilometerafgiften på landevejstransport, som jo reelt især rammer landbruget og virksomhederne i landdistrikterne. Den forhøjede dieselafgift virker på samme måde. Og læg dertil store kontrolafgifter til fødevarekontrol, og talrige andre afgifter og gebyrer. Fortsæt selv listen.

Landbrugsproduktionen vil nu falde dramatisk i de næste ti år. Og med en stadig mindre produktion vil generalomkostningerne ved produktionen pr. produceret enhed stige og således også forringe den enkelte landmands økonomi. Det fører yderligere fald med sig.

Større produktion af økologiske varer er jo ikke løsningen. Forbruget heraf falder. Og CO2-belastningen pr. produceret enhed er større, og dyrevelfærden er ikke anderledes i et konventionelt landbrug.
Alt peger i den samme retning. Det danske landbrug skal reduceres voldsomt, helst helt væk. Og dermed er strategien og metoderne nu klart synlige, og vi i landbruget og i landdistrikterne er ved at tabe kampen.

Når modet forsvinder

Og nu ser vi også den psykologiske effekt blandt landmændene. Vi ser nogle af de dygtige landmænd på gode produktionslandbrug nu miste modet; ligge vågne om natten, give op, sælge gården (måske til staten, som så river den ned med et resultat, at alle tilknyttede arbejdspladser forsvinder).

Klokken er over tolv nu. Hvis Dansk Landbrug skal reddes, er klokken faldet i slag.

Derfor bør der siges stop nu.

Dette er et debatindlæg, som vi har valgt at offentliggøre på vores hjemmeside og/eller i et eller flere af vores printmedier. Indlægget er udelukkende et udtryk for skribentens egne holdninger.