Presset oksekødsmarked holder kreaturnoteringerne i ro
Stabil efterspørgsel på de bedste udskæringer kan ikke opveje et svagt marked for forkødsprodukter. Samtidig arbejder Danish Crown Beef på at nedbringe puljen af udskudte slagtedyr.

Kreaturnoteringerne er uændrede, men pressede oksekødspriser og svagt salg af forkød udfordrer markedet. Arkivfoto
Alle kategorier af kreaturer afregnes uændret i denne uge, men markedet for oksekød er fortsat præget af et betydeligt prispres.
På tværs af markederne er efterspørgslen efter de dyrere udskæringer fortsat stabil, ligesom flere eksportmarkeder holder et fornuftigt aktivitetsniveau. Til gengæld er afsætningen af forkødsprodukter fortsat vanskelig, og det påvirker prisdannelsen negativt.
- Vi ser i øjeblikket et prisniveau på oksekød, som er blandt de laveste i lang tid. Der er mange aktører på markedet, som kæmper om at afsætte deres varer, og det påvirker priserne, siger Henning Sønnichsen, salgsdirektør i Danish Crown Beef i den ugentlige beretning.
På hjemmemarkedet er det især forkødet, der er udfordret. Salget af bov er fortsat svagt, mens de mere værdifulde udskæringer klarer sig bedre. Både tykstegsfilet og inderlår afsættes fortsat på et tilfredsstillende niveau.
Burgers hitter
Til gengæld oplever markedet en god efterspørgsel efter produkter til burgersegmentet, hvor salget af både burgere og hakkebøffer udvikler sig positivt.
Internationalt beskrives markedssituationen som relativt stabil, men også her er prisniveauet under pres. Tendensen er den samme som i Danmark, hvor de bedste udskæringer klarer sig bedst, mens forkødsprodukterne har vanskeligere ved at finde afsætning.
På slagterisiden øger Danish Crown Beef kapaciteten på anlæggene i Aalborg og Holsted, blandt andet ved hjælp af overarbejde i Holsted.
Det giver mulighed for at reducere antallet af dyr, der aktuelt er udskudt til senere slagtning. I den kommende uge forventer selskabet at kunne halvere den eksisterende pulje, men der vil fortsat være dyr, som må afvente slagtning.




































