Canada rummer gode muligheder for danske virksomheder, der ønsker at etablere sig på den anden side af Atlanten.

Sådan lyder det fra handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S), der sammen med Kronprinsparret står i spidsen for en stor erhvervsdelegation på omkring 80 danske virksomheder, som netop nu er på charmeoffensiv i Canada.

Ifølge Udenrigsministeriet er den årlige danske eksport af varer og tjenester til Canada på knap otte milliarder kroner, men eksporten forventes at stige kraftigt i de kommende år på grund af en kommende frihandelsaftale (CETA) mellem Canada og EU.

- Vi forventer en stigning på cirka 30 procent i den danske eksport til Canada som følge af frihandelsaftalen, når den er fuldt gennemført. Aftalen betyder, at virksomhederne slipper for told og afgifter på stort set alle varer på nær nogle få landbrugsprodukter, påpeger Mogens Jensen.

Erhvervsfremstødet har fokus på særligt fire sektorer: Landbrug og fødevarer, arkitektur og byggeri, mode og design samt sundhed og medicinalprodukter.

Canada er lige nu Danmarks 24. største eksportmarked.