LA: Minister er gået for vidt

Hos Liberal Alliance forstår fødevareordfører Mette Bock ikke fødevareminister Dan Jørgensens prioritering

Fødevareminister Dan Jørgensen (S) vil finde Danmarks nationalret, og har derfor sat gang i en afstemning, hvor befolkningen kan stemme på livretten.

Initiativet skal ifølge fødevareministeren sætte gang i en diskussion om dansk madkultur. Men hos Liberal Alliance har man ikke meget til overs for planerne om at kåre Danmarks nationalret.

- Fødevareministeren skal ikke bruge 700.000 kroner på at bestemme en dansk nationalret, siger fødevareordfører Mette Bock (LA) således i en pressemeddelelse.

Heri siger hun, at Dan Jørgensen ”simpelthen er gået for vidt”:

- Dagens tiltag om en nationalrets-konkurrence til flere hundrede tusinde kroner er bare endnu et eksempel på, hvordan regeringen kaster unødvendigt rundt med danskernes skattekroner. Fødevareministeren skal ikke udgive kogebøger. I stedet burde han rette fokus mod de reelle udfordringer, der er i dansk fødevarepolitik.

- I stedet for at lege fødevareguru skal Dan Jørgensen respektere danskernes frihed til at træffe egne forbrugsvalg. Livskvalitet og madvaner er individuelt, og opskriften på det gode liv bør komme fra det enkelte menneske selv - ikke fra staten, siger Mette Bock.

Læs også