Økologisk Landsforening kvitterer for Landbrug & Fødevarers beslutning om at kompensere de økologiske æbleavlere for forurening af deres æbler fra det øvrige landbrugs forbrug af sprøjtemidlet prosulfocarb i 2013.

Foreningen kræver handling nu fra Miljøministeren for at sikre, at forureningen ikke gentager sig i dette efterår og fremover. Ministeren er i samråd om sagen om få dage. 

-Det er meget positivt, at Landbrug & Fødevarer kompenserer vores økologiske frugtavlere for den forurening af økologisk æbler, der er sket i 2013. Økologer, som ikke anvender sprøjtegift, skal naturligvis holdes skadesløse. Vi forventer nu, at miljøministeren vil handle for at sikre, at forureningen ikke gentager sig her i efteråret og i fremtiden, siger Paul Holmbeck, direktør i Økologisk Landsforening. 

Sidste år mistede flere økologiske frugtavlere indtægter – de ca. 200.000 kr. som nu kompenseres - pga. af fund af prosulfocarb i deres æbler. Sprøjtemidlet var endt i den økologiske frugt—og sandsynligvis i frugt i danskernes baghaver – fordi midlet i det tidlige efterår bruges i et meget stort omfang til ukrudtsbekæmpelse i det konventionelle landbrug.