Førerløse fly summer i øjeblikket over de danske marker for at holde øje med høsten. Ti landboforeninger har nemlig indkøbt droner, som man kan låne for at se, om kornet er modent.

Og landmændene er begejstrede for hjælpen, siger droneansvarlig hos Centrovice, Søren Lykkebjerg til DR:

- Landmændene er lidt fascineret af, hvor meget det egentlig kan give. De fleste synes, at det er spændende at sidde og kigge på Google Maps, men med dronerne kan vi gå tættere på. Vi kan også komme ud i marken præcis, når det er aktuelt, og de kan også bruges til mange andre ting i løbet af sæsonen, siger han.

- Man kan stå i grøftekanten og vurdere, at en rapsmark ser moden ud, og her starter vi høsten. Det kan se meget anderledes ud inde i marken, langs skov eller hegn. Der giver dronen et overblik over, om afgrøden er klar til at høste.